Neupart & Munkedal – nu VIGILANTe
Blandt de allerførste kunder i Schmidt & Co var den helt nystartede it-sikkerhedsvirksomhed Neupart & Munkedal, som valgte at outsource alt salg, markedsføring og PR til Schmidt & Co. Efter et år, hvor Hanne Schmidt arbejdede systematisk sammen med de to stiftere på at opbygge en fast kundegruppe efter en nøje tilrettelagt salgs- og marketingplan, kunne Neupart & Munkedal ansætte flere medarbejdere. Hanne Schmidt udførte ikke længere salget selv men bidrog med salgsrådgivning, coaching af nye sælgere og en lang række PR- og markedsføringsaktiviteter, hvor hun skrev alle teksterne og samarbejdede med sit netværk af specialister deriblandt grafikere og produktionsfolk.
Markedsføringen inkluderede alle tænkelige business-to-business aktiviteter og blev brugt til at generere leads fra seminarer, messer, nyhedsbreve og direct mails – og til at opbygge et brand for virksomhedens sikkerhedstests baseret på den identitetslinje, som Schmidt & Co havde etableret fra starten.
Målet med den løbende massive PR-indsats var at gøre de to stiftere til pressens foretrukne talsmænd inden for it-sikkerhed – et mål der blev indfriet inden for de to første år af Neupart & Munkedals eksistens.
Da virksomheden fik tilført kapital af investorer, skiftede navn til VIGILANTe og flyttede hovedkontoret til USA, fortsatte Hanne Schmidt med at varetage en lang række salgsrådgivnings- og markedsføringsmæssige opgaver for virksomheden herunder to omfattende interne markedsføringsprojekter med arbejdstitlerne ”VIGILANTe Values” og ”VIGILANTe’s internal cooperation”.
Udtalelse
”Jeg betragter i mange henseender Hanne Schmidt fra Schmidt & Co som den tredje grundlægger af VIGILANTe, det tidligere Neupart & Munkedal. Schmidt & Co har været tæt involveret i opbygningen af vores virksomhed, siden vi startede for fire år siden. Med sin skarpe PR-indsats, har Schmidt & Co i løbet af meget kort tid hjulpet os med at opbygge et solidt navn, så det i dag er os journalisterne kontakter, når de har brug for en udtalelse om IT-sikkerhed. Schmidt & Co er specielt gode til at se tingene i en helhed – og lidt ovenfra. De arbejder meget strategisk, og deres store praktiske erfaring gør, at strategierne nemt kan føres ud i livet. Schmidt & Co har hjulpet os med alle tænkelige aktiviteter inden for markedsføring, lige fra udarbejdelse af firmalogo og brochuremateriale til strategiske opgaver - herunder kommunikationsstrategier og marketingplaner. Herudover har de arrangeret seminarer, og en lang række forskellige kampagner, bl.a. flere direct mail- og partnerkampagner. Schmidt & Co har bidraget med ideer, som vi aldrig selv havde drømt om, og de har stort fokus på, hvad der skal til, for at VIGILANTe bliver en succes. VIGILANTe er vokset hurtigt, og Schmidt & Co har i den forbindelse tilpasset deres serviceydelser i takt med, at vores behov har ændret sig. Det betyder at vores samarbejde – selv om der er ting, vi selv har overtaget - er lige så stærkt nu, som det var i starten”.
Ulf Munkedal,
grundlægger og partner i VIGILANTe